Sådan får du nyt tøj til halv pris!

De flere danskere elsker nyt tøj. Faktisk er vi det land i Skandinavien, der køber mest tøj, og siden 2000 er forbruget steget med 20 procent. Men produktionen af nyt tøj belaster miljøet, og nyt tøj er dyrt. Heldigvis er der et alternativ, som er godt for både miljøet og pengepungen, nemlig secondhandtøj.

Godt for miljøet

Produktion af tøj er belastende for miljøet. Der bruges mange kemikalier og meget vand, når tøjet fabrikeres. Fx kræver det ikke mindre end 3600 liter vand at producere et par bukser – eller det samme som 75 brusebade. Tilsvarende udledes der ved produktionen af bare et kilo tøj den samme mængde CO2, som en gennemsnitlig bil udleder ved at køre fra København til Aarhus over Fyn.

Godt for pengepungen

Secondhandtøj er markant billigere end nyt tøj, også selv om tøjet ofte kun har været brugt ganske få gange. Så det er ikke kun miljøet, men også din økonomi, der får det bedre, når du vælger at købe secondhandtøj.

Secondhandtøj er ikke, hvad det har været

Indtil for få år siden var secondhandtøj ikke særlig udbredt i Danmark og mest forbundet med velgørenhedsbutikker drevet af foreninger som Røde Kors og Kirkens Korshær. Det betød, at udvalget var begrænset, og at der ikke var meget at komme efter, hvis man ledte efter nyere tøj.

Sådan er det slet ikke mere. En lang række forretninger er skudt op, som forhandler secondhandtøj af nyeste mode og bedste kvalitet. Mærker som Hugo Boss, Sand eller by Malene Birger forhandles i dag i secondhandtøjforretninger med særligt fokus på mærkevaretøj.

Nyt tøj til halv pris!

Det store udvalg af secondhandtøj gør det muligt at få (næsten) nyt tøj til halv pris. Fx er der mange penge at spare på børnetøj, der kun kan bruges få gange, inden barnet er vokset ud af det. Eller på kjoler, der kun er blevet brugt en eller to gange.

I secondhandtøjforretningerne er tøjet vasket, når det sættes til salg. Men hvis du virkelig vil have oplevelsen af nyt tøj for den halve pris, kan du sende tøjet forbi dit renseri, inden du tager det i anvendelse. Fx kan et jakkesæt godt få en ”gammel” lugt af at hænge i et skab i længere tid, også selv om det er rent. En professionel rensning fjerner lugten og giver dig fornemmelsen af nyt tøj.

Så tænk på miljøet, og tænk på pengepungen. Find dit nye tøj hos secondhandtøjforretningerne, og få det renset hos dit renseri. På den måde slår du to fluer med et smæk og får nyt tøj til halv pris!

RENSERI.NU ønsker dig god fornøjelse med dine tøjkøb!